Svaneke er i nat nævnt i døgnrapporten fra Bornholms Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:
Tyveri
Torsdag mellem kl. 13.40 og kl. 14.30 er en værktøjskasse med værktøj stjålet fra indgangspartiet i Dagli'Brugsen i Svaneke, hvor der blev foretaget reparationsarbejde. Bornholms Politi fandt i samarbejde med personale fra stedet frem til gerningsmanden fredag kl. 12. En 48-årig mand tilstod tyveriet og leverede værktøjskassen tilbage.
Musik til ulempe
Igen i denne weekend har Bornholms Politi fået flere henvendelser om musik til ulempe rundt om på øen. Patruljer måtte blandt andet rykke ud til et hotelværelse, en busholdeplads og en havefest.
Færdsel
Lørdag kl. 03.17 blev en 19-årig mand taget for spirituskørsel ved Circle K i Rønne. En alkometertest gav så højt udslag, at kørekortet blev administrativt inddraget på stedet. En blodprøve skal nu fastlægge promillen.
Lørdag omkring kl. 12.30 modtog Bornholms Politi en henvendelse fra en borger, der var bekymret for færdselssikkerheden i et sving på Vang, hvor flere biler holdt parkeret i forbindelse med et arrangement. Færdselspatruljen kørte til stedet, og 4 bilejere fik en parkeringsafgift.
Lørdag kort før midnat traf en patrulje 2 unge mænd på henholdsvis 15 og 16 år på knallert ved Vestermarie Skole. Begge knallerter var ulovlige, og da det var 2. gang indenfor 3 år, den 15-årige kørte på en ulovlig knallert, blev den konfiskeret på stedet.
Færdselspatruljen har været rundt om på øen i weekenden, og det er blandt andet blevet til 5 hastighedssager til klip, hvor den højeste hastighed blev målt til hele 143 km/t. Derudover fik et par stykker travlt med at flytte deres køretøjer, da de så patruljen ved parkeringsområder rundt om i havnebyerne.
Søndag kl. 07.20 er en metalblå Chevrolet Spark parkeret ved Konditorbageren ved Vibegårds Runddel, blevet påkørt. Den har fået en ca. 40 cm lang og 4 cm bred ridse på højre bagskærm. Vidner til påkørslen bedes kontakte Bornholms Politi på 1-1-4