Svaneke er i nat nævnt i døgnrapporten fra Bornholms Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:
Løse hjulbolte
Vi får i øjeblikket en del anmeldelser om løsnede hjulbolte på biler.I den forbindelse vil vi gerne minde om at kontrollere at boltene er ordentlig spændt efter skift til sommerdæk.
Færdsel
Onsdag formiddag kl. 10.50 fik vi en anmeldelse fra en kvinde, der oplyste at hun havde stået med sin cykel på fortovet ud for sin bopæl på Otto Holst Bakke i Svaneke, da hendes cykel blev påkørt bagfra af en bil. Kvinden blev ikke ramt, men hun væltede og fik sin cykel over sig med en del blå mærker til følge.Kvinden så to grå personbiler, hvoraf det var den første, der ramte hende. Hun mener, at føreren af den bagerste bil må have set uheldet. Vi vil gerne i kontakt med både føreren af den forreste og den bagerste bil, ring gerne til os på telefonnr. 5690 1448 eller 114.
ATK-bilen
Onsdag formiddag holdt ATK-bilen på Rønnevej i Olsker. 6 køretøjer blev målt til at køre for stærkt, højeste hastighed blev målt til 84 km/t i en 50 km-zone, hvilket fører til en betinget frakendelse af kørekortet.Uro og uorden i øvrigt
Onsdag aften blev patruljen tilkaldt af viceværten på Hoffmann kollegiet i Rønne, da der var en gruppe unge mennesker forsamlet udenfor, og da det var privat grund, så han dem gerne bortvist fra stedet.Da patruljen ankom til stedet, blev de unge mennesker bortvist i god ro og orden.